Bronzer har aldrig føltes mere rigtigt – mine to favoritter lige – creme og pudder

Det er tropevarme i Danmark og vi er velsignet med det smukkeste, dejligste sommervejr. Tænk det stadig kun er 3.juni?! Jeg håber det bliver ved og ved hele sommeren. Måske med en enkelt regnbyge hist og her, for haven og bøndernes skyld.

Flere har spurgt om jeg vil dele min favorit bronzer. Det er jo det perfekte tidspunkt til at bruge en bronzer lige nu, for at fremhæve kinderne og kuløren med et ekstra touch glød. (om vinteren vil jeg lade bronzeren ligge og vælge en blush i stedet. Det ser mere naturligt ud, end at tvinge frem en glød og farve der ikke er der)
Jeg vil gerne dele min favorit pudder bronzer (faktisk to, da de begge er i en palette) og min favorit creme.

Bruti Bronzer fra RMS Beauty har længe været min foretrukne creme bronzer. Mærket er vegansk og økologisk og farven på denne bronzeren er fantastisk. Den har en lille smule shimmer i og lidt rødt pigment, noget som gør, at den får den helt rigtige solbrune farve – som om du faktisk havde været ude i solen. Når man får sol i kinderne, bliver man nemlig også tit lidt varm og blussende. Denne giver huden den fineste farve, varme og dybde. Virkelig fin på huden. Jeg foretrækker at lægge den på med fingrene, men du kan også bruge pensel eller børste.

Bruti Bronzer fra RMS Beauty, 275 kr.

Og så er det denne palette fra Urban Decay som jeg er blevet SÅ vild med. Jeg bruger begge bronzere i paletten og begge blushes – så pæne i farven. De to highlighters bruger jeg ikke rigtigt, da jeg foretrækker creme highlighter til enhver tid, da det giver et meget mere naturligt resultat. Tilbage til bronzerne. Paranoid er den klassiske bronzer, som du kan bruge som du plejer. Teksturen er superblød og den ligger så pænt og jævnt på huden. Den har igen, bitte lidt shimmer i, men uden at du ligner en bronzegudinne. Så er det PSA som også er fantastisk. Den har lidt af det den cremefarvede Bruti fra RMS har i sig, nemlig lidt rødt pigment, som giver den varme solgyldne kulør. Her er MASSER af pigment og en del shimmer, så her bør du være varsom. Jeg bruger tit PSA ovenpå paranoid, men kun nederst af æblet af kinden, så man får mere dybde og mere farve, der hvor solen naturligt ville ramme huden. Disse to farver fås kun i denne palet, men den er meget brugbar og pengene værd.

Sin Afterglow Highlighter Palette fra Urban Decay, 320 kr.

Leave a Reply