Livet som drengemor

Ganske kort, ikke nogen lang afklaring, MEN jeg skrev jo tidligere om frygten for at blive mindre feminin nu hvor jeg skulle være mor til 2 drenge. Indtil videre er det langt fra tilfælde, måske snarere tværtom. Jeg farver stadig mit hår lyserødt, har smidt alle mine sorte strømper ud og kører kun glimmerstrømper, giver den fuld gas med sjove håraccessories og selv om jeg langt fra kan bruge hele min garderobe pga amning (og de udfordringer det giver med lynlåse i ryggen eller tøj uden stretch), drages jeg mod feminine former, mønstre og glimmer. Lige som en af mine favoritdesignere Stine Goya (som og er mor til 2 drenge, hurra), som min nye frakke er fra. Jeg ELSKER den smukke bordeauxfarvet velour, der skinnede så flot i solen tidligere i dag, da jeg var ude og gå tur med min mand. (det sker ellers aldrig.)

Og selv om jeg stadig af og til kan se for mig årevis med slogeskampe, tis på toiletbrættet og en grøn græsplæn og fodboldweekender foran mig, så er det ganske fint, at være drengemor, når Sølve på 3,5 år siger; “Mamma. Far, Finn og jeg er soldater og så er du dronningen.” <3

Bare én nat….

Shit, jeg syntes småbørnslivet aka #lifewithkids trækker lidt tænder ud for tiden. Finn er lige rundet 6 måneder og nægter stadig at spise andet end modersmælk. Han er gået fra at amme 1 gang pr nat til 3-5 gange. Jeg er så træt, så træt, så træt. Jeg drømmer til den dag jeg igen kan få én nats sammenhængende søvn. Ahhhhhh… til jer der har haft små børn; I kan godt huske det… Til jer, der sover godt om natten; NYD DET! Til alle andre småbørnsmamas i samme situation som mig; vi må huske at det ændrer sig igen.

MEN jeg må sige, jeg drømmer mig væk til en MOMcation. Bare en enkelt nat eller to, på et luksushotel med en dejlig blød seng, nyt sengetøj, morgenmad på sengen og et fjernsyn uden Ramasjang.

Ahhh… Der kommer en dag!

I barsels tænkeboks modus

Jeg er gået i tænkeboks modus her til morgen. Det er virkelig ikke tit, jeg får sat mig ned på min flade og bare kigget ud i luften. Lade tankerne flyve lidt. Der er altid en opvaskemaskin at tømme, legetøj at rydde op, en baby der ikke sover lange lurer (bortset fra om natten, phew!), men her til morgen, as we speak, sidder jeg ude på trappen, i solen, med en kop kaffe. Og det fortjener jeg! Min mand har været til Haven i to dage, så jeg har været alene med børnene. Sølve sover stadig, Finn underholder sig selv på legetæppe. So far so good… Men jeg er træææt.

Finn er nu 5 måneder og jeg havde efter planen forestillet mig, at starte op med at arbejde, stille og roligt, når han er et halvt år. Jeg er selvstændig og på barselsdagpenge, så pengene fosser ikke akkurat ind på min konto. Min mand er også selvstændig, så det ville faktisk kunne lade sig gøre, at flexe og arbejde en smule, mens han passet baby. Men indtil videre nægter Finn at spise andet end modersmælk og han er bare stadig så lille, syntes jeg. Jeg er så bange for, at jeg kommer til at fortryde jeg ikke tog det mere med ro, når han er ældre og jeg sidder og tænker på, hvor mon tiden blev af. Hvorfor har jeg så travlt med at komme tilbage på arbejde egentlig? Det vil jeg ikke, så nu overvejer jeg kraftigt at bare sætte lås på mit dankort og være på barsel ud året.

Og så er det de klassiske barselstanker, som mange nok kan genkende. Dem der også har været på barsel. “Hvad skal jeg tilbage til?” Hvad passer til min livsstil med børn? Med to børn? Vil jeg stadig arbejde lige så meget som tidligere? Hvad slags mor vil jeg være? Vil jeg overhovedet tilbage til det samme arbejdet? Vil jeg skifte branche? Vil jeg satse på den drøm jeg altid har haft og spring ud på dybt vand….?

De tanker kan I ihvertfald tro at jeg har. Big time….
Heldigvis er det tanker jeg lader flyde frit lidt endnu.

Hav den dejligste søndag der ude <3

Sådan har min SoMe Detox været…..

Hallo……!!! Så er jeg tilbage, efter 1 måneds i offline modus. (sådan næsten) Off sociale medier i hvert fald. Det har været SKØNT. Vitterligt! De første par dage greb jeg flere gange ud efter telefonen, men efter som dagene gik vendede jeg mig hurtigt til det. Overraskende hurtigt.  Det var befriende dejligt at slet ikke har haft tankerne som; Ville det her blive et pænt instagrambillede? eller “de her produkter skal da ud på bloggen med det samme” tanker…. Min telefon er også kun fyldt op med dejlige feriebilleder, fremfor produktbilleder og utallige selfies, ha ha..

Og så gik sgu bloggen ned i starten af juli. Jeg fik en sms af en veninde, om at bloggen var nede. Og den var helt død. Jeg kunne ikke restarte serveren selv og der skulle en tekniker på banen og en lang korrespondance med min udbyder inden bloggen var oppe igen. Phew! Lidt dårlig tilpas og nervøs bliver man da, når sådan noget sker. Det er jo 9 års dagbog vi taler om….
Det sidste indlæg jeg skrev, om at jeg faktisk tjekkede ud, forsvandt desværre og kunne ikke genskabes. Derfor er der en del af jer der har undret jer over stilheden, dem af jer, der ikke fik læst indlægget, da det lige blev udgivet. Men jeg håber I også har nydt lidt ferie her i juli, selv om vejret ikke har været med os.

For det er noget der er sket ved os. SoMe generationen. At vi er blevet afhængige af den her lille telefondims. Den er i vejen for os hele tiden. Fremfor næsen af os. Vi lever tit i hver vores verdner. Inde i en anden virkelighed – på de sociale medier, hvor vi bliver inspireret og opdateret på alle og enhver omkring os, venner og folk vi ikke kender, men måske ser op til. Vi har fået adgang til virkelig meget. Som om Se&Hør slet ikke er spænende længere, fordi vi kan snage i andres liv på SoMe. Det er vigtigt at tænker over, at vi se et meget lille udsnit af virkeligheden. Måske også ret tit, et ret redigeret billede. Fordi vi stiller os op, kender vores billedvinkler, tager 30 billeder inden vi er tilfredse. Rapporterer om alt vi gør af rejser, restaurantbesøg, fester og nye shoppingkøb. Og det kan jeg ikke ændre på. Jeg er jo selv med på bølgen selv. Men jeg må ærligt sige, det har været SKØNT at have fri. Helt fri. Nyde min familie. Kigge mine børn i øjnene. Være lidt mere til stede.

Og NU er jeg tilbage. Og jeg GLÆDER mig da også til det. Helt ærligt. Jeg har utallige indlæg og billeder jeg gerne vil skrive og vise frem. Men denne frimåned har givet mig blod på tand til at blive mere moderat i min brug af SoMe.

Vi indfører telefon frit soveværelse og spisebord, og jeg vil begrænse min brug af SoMe til et par gange dagligt. For man går ikke glip af noget som helst. Måske mere de virkelige øjeblikke, dem der sker lige frem for næsen af dig. Ikke på skærmen.

Dejligt at være tilbage. Håber I stadig har lyst til at følge med.

Jeg skal faktisk på arbejde i dag. Første gang siden baby Finn, som lige runder 5 måneder om lidt, kom til verden. Mere om det senere 🙂

Hav den bedste dag!

Så kom Lillebror

Det var det jeg havde på fornemmelsen hele tiden – at jeg ville gå i fødsel 3. eller 4.marts. Og sådan blev det, efter en hektisk (i barselsland forstand) fredag med besøg hos jordmoder, den fineste pedicure, køb af dør til walk in closet, tur til Amagercentret efter Paradis Rasmus klump is, inspektion ude i det nye hus og aftensmad i form af pizza på vores nye favoritsted i vores nye hood, startede veerne fredag aften – faktisk inde på restauranten. Min mand var noget nervøs og syntes vi skulle tage hjem med det samme, mens jeg insisterede på at blive og at det gik helt fint.
Det er en så underlig fornemmelse, når veerne starter, for lige som sidste gang, er man super meget i tvivl, om det nu virkelig er veer eller om det bare er lidt murren. For sådan starter det, lige så forsigtigt og med lang tid i mellem – man kan måske sammenligne starten med menstruationssmerter.. Og så tager de langsomt til i styrke, hvor man stadig er i tvivl om det i virkeligheden nu også gør ondt, eller om man overdriver.. lige så pludselig, er man ikke i tvivl længere….!
Kl 24 ringede vi til vores on-call babysitter i form af min mands søster, som var på date ude i byen. Hun var her 00.30, hvor vi drønede ind til hospitalet og bum, kl.02.15 var lillebror født. Sikke en chok fødsel i forhold til sidst, hvor tiden strakte sig ud over 26 lange timer….. Ingen epidural, som jeg ellers sværgede jeg ville få igen, men med to vejrtrækninger i en lattergas maske, som jeg virkelig ikke brød mig om. Følte mig helt væk og vrøvlede noget i stil med “hjælp mig” (i super slowmotion i mit hoved) og bagefter noget omtåget i en vepause, sagde til jordmoder (som forskrækket skruede ned for styrken og over på ren ilt), at jeg aldrig havde prøvet stoffer og at det slet ikke var noget for mig, ha ha ha…

Vildest og bedst af alt, var nok, at jeg var hjemme i min egen seng igen kl.05.30, hvor storebror vågnede og selvsagt var lidt forvirret over hele situationen, men meget stolt.
Helt fødselshøj og lykkelig er jeg også – hvor er det en sej og vild oplevelse at føde – kvindekroppen er for VILD altså!!! Den gør virkelig meget af arbejdet selv!

Jeg er lidt mere klar i hovedet end sidst, selv om næste udfordring, er at få amningen til at fungere. DET er næsten sværere og hårdere end selve fødslen, spørg du mig.. mere om det i et kommende indlæg.

Lillebror – velkommen til verden. Du ligner din stolte storebror på en prik, selv om du er din helt egen. Det kunne ikke ha været nogen andre end lige præcis DIG, der kom ud og det hele virker så rigtigt.
Vi elsker dig allerede uendelig højt, herfra til månen og tilbage igen – titusinde gange.