Danmarks Nye Spa Hotel

Opholdet er sponsoreret, dvs jeg blev inviteret derop. Denne anmeldelse kommer af egen interesse

Så var det endelig min tur til at teste Marienlyst Strandbad – Danmarks nye SPA hotel beliggende i Helsingør.

Sverige er efterhånden mestre i SPA hoteller i en overkommelig prisklasse – Ystad, Falkenberg, Tylösand, for at nævne nogle, hvor service og lækkerthed er i top, til gode spa pakke priser, hvor en overnatning tit også inkluderer adgang til spa, samt en 3 retters middag og morgenmads buffet.

I Danmark har vi Vejlefjord, som har en super lækker spa afdeling. Jeg syntes desværre pakketilbudene mangler lidt, og så er det lige det, at man skal helt til Jylland. Der er også Skodsborg Kurbadhotel som ligger lige nord for København – her har jeg aldrig selv overnattet, men jeg har været i SPA’en som er helt OK, men jeg fik lidt følelsen af at det var et meget ældre publikum, der havde daglig visit på stedet. Jeg har savnet lidt et SPA hotel, hvor servicen og energiniveauet er helt i top, hvor der intet snobberi er og hvor man ønsker at forkæle sine gæster, både med frirum, afslapning og nydelse.

Jeg har derfor virkelig glædet mig til at teste Marienlyst Strandbad og endte tog afsted med en dejlig veninde, da vi selv ikke kunne få nogen til at passe vores børn. Så min mand derfor blev hjemme. Surt, men sådan blev min overnatning væk fra hjemmet også en slags “momcation”. (vel tiltræng efter 4 søvnløse nætter med barn der fik kindtænder og vågnede minimum 1 gang i timen..)

Marienlys Strandbad er et strandhotel fra 1861, renoveret af flere omgange, men fik sin helt nye og topmoderne SPA afdeling gjort færdig i januar i år. Dvs den er sprit ny og fremstår uden en ridse i lyse, nordiske farver med skønne træ og messingdetaljer.  Her har du adgang til varmtvandsbassin, boblebad, saunagus på stranden (tilmelding er nødvendigt), infinity pool, dampbad, bio sauna og meget mere – det hele mens du kigger ud over den mest fantastiske panorama udsigt over Øresund. Der er også en SPA cafe hvor du kan købe vin, bobler, snacks og lidt let at spise, samt gratis vand, med og uden bobler. Der er også flere områder, hvor der er stille zoner hvor man kan ligge og slappe af på store senge, nyde udsigten, kigge i loftet, tale stille eller læse en bog. Når du booker dit ophold, er check in kl.15 og udcheck kl.11 næste dag. Sørg for at du får udnyttet spa området til det fulde – gerne med mere end 1 besøg.

Behandlingerne der tilbydes er deres Kobberspa – en slags guidet spa oplevelse for max 6 personer ad gangen, der varer i 60 minutter og koster 375 kr. pr person. Kobber skulle have en udrensende effekt på sindet og er derfor rammen og valget af mange af materialerne i rummet, hvor man starter med et fodbad med salt og scrub. Du udfører selv påførelsen af alle produkterne der bliver uddelt, men du bliver guidet igennem det hele, både i teknik, påførelse og lidt historie rundt af personalet. Efter fodbad får du en udrensende lermaske på ansigtet som du sidder med i afspændingsrummet og derefter 3 slags rasul ler i dampbad og brus.

De individuelle behandlingerne der kan bookes i SPA’en står Karmameju bag og stifteren Mette Skjærbæk. Der er 3 forskellige ansigtsbehandlinger og 3 forskellige kropsmassager, på henholdsvis 45 og 90 minutter. Du kan læse mere om de forskellige behandlinger på hjemmesiden, men jeg fik en kropsbehandling der hed FRI, hvor hele kroppen blev tørbørstet og derefter masseret med akupressur og bindevævsmassage som øger kroppens energiniveau og blodcirkulation. Her blev duftnoterne fra Karmamejus serie  03 brugt, som er fantastisk opløftende og energiskabende. Dejlig massage og jeg elsker tørbørstning, noget jeg også praktiserer selv der hjemme. Næste gang vil jeg klart vælge 90 minutter fremfor 45.

Når der kommer til resten af hotellet, skal det lige siges at hotellet stadig er under ombygning. En stor del af hotellet, samt alle værelserne er renoveret, men der er også områder, hvor stilen er ældre, slidt og bærer preg af et mere maritimt og næsten royalt look med vinrøde gulvtæpper, store malerier og royale fotografier.
Jeg havde slet ikke hellere tænkt over hvilken dag jeg egentlig havde booket os ind, men ikke bare var det starten på en weekend, det var og Store bededag, 5 konfirmationer OG åbningen af hotellets Casino samme aften. Dvs et fuldbooket hotel og rigtig mange mennesker. De 5 konfirmationer mærket vi ikke særlig meget til (det siger også lidt om størrelsen på hotellet) – måske kun at der var en del børn, bedsteforældre og familier samlet til morgenmaden. (16 år er ellers aldersgrænsen i spa afdelingen) Dog er jeg nødt til at nævne, at jeg slet, slet ikke forstår hvorfor hotellet har et Casino. Det er for mig et meget forældet, umoderne koncept og noget der står i strid kontrast til SPA oplevelsen de vil give på hotellet. Desværre, var vores værelse også lige op over bagudgangen/udeområdet for Casinoets gæster, hvor der også stod en pølsevogn og gæster gik ind og ud. Musikken var høj og det larmet rimelig meget og er ikke noget jeg ønsker, når jeg tager på spa. Heldigvis kan jeg, efter at jeg blev mor, sove fra hvad som helst (måske også stående – altså bortset fra babygråd – som der heldigvis ikke var noget af). da jeg allerede er i flere ugers søvnunderskud. MEN jeg sov som en drøm på vores skønne værelse som altså havde altan og udsigt ud over Øresund. (det koster 200 kr. ekstra for et værelse med havudsigt, penge som er det vel værd, med mindre man er ligeglad med den slags og godt kan nyde udsigten ud mod parkeringspladsen.)
Der er Karmameju produkter på værelset og vi havde skam også et stort, lækkert badekar pladseret front row foran vinduet, hvor man kunne ligge og nyde både udsigt og at der ikke var noget der råbte “MAAAAAMMMMAAAAAA” i næsten 24 timer….

Jeg glæder mig til at tage tilbage til Marienlyst Strandhotel – fordi det gør jeg helt sikkert på et tidspunkt. Jeg håber de er færdig med renoveringen inden alt for længe, og hvis ikke Casinoet lukker og slukker, beder jeg helt sikkert om et værelse, der ligger længere væk fra den del af hotellet. Så vil jeg måske booke 2 nætter, så jeg virkelig kan komme ned i gear…

4 Responses to “Danmarks Nye Spa Hotel”

  1. Mathilde

    Det lyder alt i alt som en dejlig oplevelse, men nej ærlig talt – hvorfor have et casino? Jeg er helt enig med dig i at det virker noget bedaget. Men tak fordi du testede – det er jo et meget anvendeligt tip at huske at bede om et værelse i et andet område end casino-området 👍

    Reply
    • Sara

      Ja det skal du bare bede om. 🙂 Jeg vil altid give en ærlig mening. Jeg syntes det har potentiale til at blive meget, meget godt, og helt klart måle sig op med alle de svenske super spa’s, men de skal lige have renoveringen overstået. og ja, Casinoet må gerne dø. KH Sara

      Reply
  2. HeleneR

    Var der forrige fredag til dinnerevent med Rasmus Walter og havde oveni tilkøbt spa og overnatning med havudsigt. Det var helt igennem fantastisk 😃 vi havde ikke frontrow badekar, tilgengæld udsigt til Kronborg fra sengen 😃

    Reply
    • Sara

      Ejjj det hørte jeg godt om det event. Skal ha meldt mig til deres nyhedsbrev så jeg er obs på sådanne events. Og udsigten til Kronborg lyder hellere ikke helt tosset 🙂

      Reply

Leave a Reply