Og det er ikke et spørgsmål som sådan, men mere en tanke jeg tit sidder med for tiden. Dem der følger mig på instagram, ved at jeg i et stykke tid har kæmpet med at få mine børn til at sove. Jeg investerede i Godnatbjørnen Tjugga efter utallige anbefalinger, også i en lydbog fra samme forfatter som jeg afspillede for min ældste dreng – han er 5 år i december.
Da vi spillede historien sagde han: “Hvorfor taler hun så langsomt?” “Hvornår starter historien?” (Efter stemmen i 15 minutter havde sagt “gaaaab” og “jeg eeeeeelsker at putte” igen og igen..) og til sidst. “Den er kedelig.” Ungen ligger der med kæmpe store øjne og er ikke spor træt…
Jeg har åbenbart bare et barn, som snildt kan være vågen til kl.23 om aftenen. Som regel falder han omkuld mellem kl.21 og 21.30, men det er laaaaangt senere end jeg ønsker, og det ender som regel med både konflikter og skæld ud inden vi når der til. Han “hader at sove” som han selv siger, og elsker at drille, fjolle og grine når han skal sove, og gerne provokere med lidt ord og sætninger, som han ved jeg ikke kan lide. Yes, vi taler flotte bandeord og “jeg hader dig”. Og jeg får UENDELIG dårlig samvittighed når jeg skælder ham ud inden han skal sove, men jeg er så træt og så udkørt og så frustreret at jeg ikke altid kan lade være. Hvad pokker skal jeg gøre?
Jeg har besluttet mig for at tale med en børnepsykolog for at få nogle værktøjer til at få en bedre dialog her hjemme. Det er især mig der har problemer med min store dreng, da han helt bestemt foretrækker hans far til enhver tid. Det kommer sig nok af, at den lille på halvandet år tager den opmærksomhed han kræver, og tit fra mig. Og jeg kan godt se det, at jeg burde tilsidesætte mere kvalitets- og alenetid med min store dreng. Jeg føler bare jeg er kørt helt fast lige nu, og som selvstændig hvor jeg tit også arbejder om aftenen, eller hvor der måske også skal planlægges dagene der kommer og tales lidt voksensprog, er det drænende at det som regel altid tager 1,5-2 timer at putte og at klokken tid bliver 22 før man kommer væltende ned trappen.
Den lille har indtil for 1 uge siden været en drøm at putte, men pludselig kræver han også mere og græder og græder, når vi lukker døren. Det ender tit med at jeg ligger med ham, indtil han falder i søvn, hvilket også er fantastisk hyggeligt og dejligt, men ikke når man har barn nummer to at tage samme tur med bagefter – en tur der iøvrigt også kræver meget mere.
Oh lord, sikke en smøre. Det var bare lidt en forlængelse at de frustrationer jeg har hintet til på instagram, hvor folk har været vildt søde at komme med råd og tips. Vi kæmper alle med hver vore problemer og det er tit dejligt at dele og få at vide, man ikke er den eneste i verden.
Jeg elsker mine børn over alt på jorden, men hvor er det bare også det hårdeste og sværeste job i verden. Gør man nogensinde noget rigtigt? Det kan man godt spørge sig selv om en gang i mellem.. i hvert fald mig.
